|
Trakehnerracens historie er
bemærkelsesværdig heste- og kulturhistorie. Racen er den ældste
rideheste-race, der bevidst er avlet som en ædel ridehest med
henblik på størst mulig ridelighed og præstationsformåen. Samtidig
har få hesteracer en så dramatisk historie som trakehneren.
Det populære navn
"Trakehneren" stammer fra hovedstutteriet Trakehnen, som blev
grundlagt allerede i 1732 i den østlige del af Østpreussen.
Østpreussen blev allerede i middelalderen grundlagt af den tyske
ridderorden og blev senere indlemmet i det Preussiske kejserdømme.
Rent geografisk var området adskilt fra det øvrige Preussen af den
såkaldte polske korridor.
Indgangsportalen til hovedstutteriet
Trakehnen
I stutteriets storhedstid var der en bestand på
mere end 300 avlshopper, som blev selekteret for deres egenskaber
som rideheste. Hopperne blev afprøvet på jagter i terrænet omkring
hovedstutteriet, som omfattede mere end 10.000 tdr. land. Hingstene
blev afprøvet på en særlig prøvestation. I slutningen af 1700-tallet
blev der indkrydset en meget stor andel araberblod og engelsk
fuldblod i racen ( nær ved 80 pct.) for at forbedre racens
egenskaber som jagthest. Samtidig gav det en meget hurtig og adræt
officershest til kavaleriet.
Systematisk stambogsføring påbegyndtes i 1780
på Trakehnen. Omtrent samtidig blev de første landbeskelerhingste
(11 stk.) ved kejserlig ordre udstationeret i det øvrige Østpreussen
for at forbedre avlen ude i området. Denne praksis fortsatte helt op
til 2. verdenskrig, og det er ad denne vej, avlen på Trakehnen har
fået så stor betydning for racen. Der gik dog også en trafik den
modsatte vej, således at enkelte virkelig gode heste fra oplandet
hentedes til stutteriet. I 1787 begyndte man at brændemærke hestene
fra Trakehnen med én elgskovl på højre lår, for at sikre
identifikation af dyrene. Dyr udenfor hovedstutteriet blev mærket på
venstre lår. Først 100 år senere udvidede man den systematiske
stambogsføring til at omfatte heste fra hele det Østpreussiske
område. Denne stambogsføring var i øvrigt en udløber af den
omfattende organisering af landbruget i hele det nordlige Europa,
som foregik i slutningen af 1800-tallet. Den korrekte betegnelse for
racen i dag er den "østpreussiske varmblodshest", idet det er et
mindretal af dyrene, der nedstammer i lige linie fra
hovedstutteriets avlsdyr.
Det oprindelige brændemærke med én
elgskovl
I den Østpreussiske stambog, var der lige inden
udbruddet af 2. verdenskrig optaget ca. 25.000 hopper. På det
tidspunkt blev racen anset for at være verdens fornemste kavaleri
hest. Som konkurrencehest var den næsten enerådende.
Østpreussens, og
dermed Trakehnens, udsatte politiske og geografiske position mellem
Rusland og det øvrige Europa har gjort området til krigsskueplads
ved flere storpolitiske konflikter. Første gang under den 1.
Napolenskrig var det nødvendigt at rømme Trakehnen og leve i
landflygtighed for at redde hestene. Samtlige dyr måtte drage østpå
til Rusland indtil krigens afslutning. Transporten måtte
nødvendigvis ske til fods, og en vis selektion af hestene for
hårdførhed fandt sted, idet de svageste bukkede under. Under 1.
verdenskrig blev avlsdyrene sendt med tog til Schlesien i det
centrale Tyskland. Først i 1919 var alle dyrene sendt retur til
Trakehnen.
Under
den kaotiske afslutning på 2. verdenskrig blev nærmest hele
Østpreussen rømmet, og avlshopper blev spændt for vogne med familie
og bohave og drog mod vest. Den over 1000 km lange færd, disse
hundreder af heste foretog i en af de hårdeste vintre i det
forgangne århundrede, er ofte blevet kaldt "verdens hårdeste
materialeprøve". Trakehnen blev ryddet for heste og der har ikke
siden foregået nogen avl af heste på stutteriet. Trakehenen tilhører
nu Rusland, og bygningerne som findes endnu, har i en lang årrække
været forfærdelig misligholdt.
Nogle af hopperne og et antal hingste fra
Trakehnen blev sendt med tog mod vest. Mange af hestene på
hovestutteriet, og de resterende i hele Østpreussen, forsvandt under
krigens afslutning. En del blev taget som krigsbytte, men de fleste
blev sikkert brugt til menneskeføde. Af de 300 elitehopper fra
hovedstutteriet kom kun godt 20 levende til Vesttyskland, og af de
25.000 østpreussiske hopper resterede efter utrolige strabadser kun
ca. 700 til genopbygningen af racen. Ca. 50 hingste blev også reddet
fra krigens hærgen.
Kun ca. 100 af de overlevende hopper var af god
kvalitet. Med denne rest af verdens engang fornemste ridehest
begyndte en gruppe af utrættelige hestefolk og entusiaster at
genoprette "trakehnerracen" i Tyskland, ved hjælp af en
stambogsføring, der alene godtog avlsdyr med en dokumenteret
trakehnerafstamning samt engelsk og arabisk fuldblod. For de fleste
af hoppernes vedkommende bestod "dokumentationen" i brændemærket på
venstre lår, idet deres papirer var gået tabt.
Derfor stopper den kendte del af afstamningen
på mange trakehnere i dag ved en stammoder fra 1945. Heldigvis blev
en stor del af de heste russerne tog som krigsbytte samlet på
stutteriet Kirow i det sydvestlige Rusland. Siden krigen har man
fortsat avlen og stambogsføringen af rideheste her, og en stor del
af dyrene på Kirow er rene trakehnere af en meget høj kvalitet, der
nedstammer direkte fra Trakehnens avlsdyr. Efter koldkrigens
afslutning er det i de senere år lykkedes at importere dyr fra Kirow
til Vesteuropa - bl.a. er en del heste, heriblandt et par
avlshingste, kommet til Danmark.
Polen fik en del trakehnerhopper i
krigsskadeserstatning i 1950, som blev sendt til stutteriet Liski,
hvor også hele unghingste årgangen fra 1943 befandt sig. Liski er
krumtappen i den avl af polske rideheste, som er foregået siden
krigens afslutning, og en del af avlen er faktisk renstammede
trakehnere. Den danske trakehneravl er bl.a. opbygget på polske
blodlinier, da der i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne
importeres et betydeligt antal heste fra Polen.
Trakehneravlen er
i dag størst i Tyskland, hvor den omfatter hele landet, og
en hoppebestand på ca. 5000 dyr, men der findes trakehneravl i
flere lande verden over. USA, New Zealand og Holland er sammmen med Danmark
eksempler på lande, der har egentlige Trakehener-avlsforbund.
Trakehner-Avlsforbundet i Danmark blev oprettet
i 1971 af en række avlere, som i forvejen avlede trakehnere, blot
uden et fælles forbund. Trakeheneren var lige som i dag på det
tidspunkt meget anvendt i den øvrige varmblodsavl som forædler og
som grundlag for avl af især gangarts stærke heste. Går man tilbage
i anerne på dansk avlede varmblodsheste, finder man i rigtig mange
tilfælde både tysk og polsk trakehnerblod, og flere af de mest
kendte hingste i varmblodsavlen er rent faktisk renstammede
trakehnere.
I 1983
indgik det danske trakehneravlsforbund i et formelt samarbejde med
det tyske forbund ved ratificering af en kontrakt, der giver
ensartede retningslinier for avlen i de to lande. Trods importen af
polske trakehnere er den overvejende del af blodet i dansk avlede
trakehnere i dag af tysk oprindelse, dvs. stammer fra de få heste,
der overlevede 2. verdenskrig, og som med tilførsel af engelsk
fuldblod og arabisk fuldblod dannede grundlaget for den tyske
trakehner avl.
De russiske trakehnere, som i de senere år er
blevet importeret, har tilført den danske avl blodlinier, der i mere
end 50 år har været adskilt fra hele den vesteuropæiske avl. Det er
spændende at se resultatet af disse importer, som er ved at vise sig
på skuepladserne rundt om i landet.
Den
danske trakehner fremstår i dag som en hest af en type og kvalitet,
der ligger meget nær den tyske trakehner, hvilket ikke mindst
skyldes, at Tyskland, som vores nærmeste nabo og største producent
af trakehnerheste, selvfølgelig er det oplagte sted at importere
avlsmateriale fra. På grund af den høje kvalitet i Danmark går der
nu også en strøm af gode dyr den modsatte vej over grænsen.
Trakehnen i det gamle Østpreussen. Rusland
overtog området efter 2. verdenskrig og omdøbte Trakehnen til
Yasnaya Polyana eller Yasnaja Poliana.
Königsberg blev omdøbt til
Kaliningrad.
|
